Månedens sang – August – “Kornmodsglansen ved midnatstid”

I nat kommer Perseiderne – dvs. meteorregnen kulminerer, lover meteorologerne. Augustnætter er altid præget af mange stjerneskud, og det skulle altså være i nat, at der er allerflest af slagsen, så det er nu man skal slå til, hvis man har nogle ønsker, man gerne vil have fyret af. Man kan læse mere om fænomenet her.

Udsigten til Perseiderne fik mig til at tænke på en gammel dansk sang, som jeg elsker, nemlig “Kornmodsglansen ved midnatstid” med melodi og tekst af P.E. Lange-Müller.

Nu er der måske nogen, der vil undre sig over, hvorfor jeg skriver om gamle danske sange på en blog om børnekultur, men sagen er den, at jeg som barn elskede folkehøjskolesangbogen. Min mor havde sunget sangene for mig af og til da jeg var helt lille, men det var først, da jeg begyndte i 1. klasse, at jeg virkelig fattede kærlighed for sangene. Min klasselærer var en midaldrende dame, der elskede at synge, og hun lærte os “Jeg er Havren” og ”Nu er det længe siden” i løbet af de første uger af skoleåret. De ramte mig lige i mellemgulvet. Jeg sad med de bare arme på det lakerede bord, hvor elever fra tidligere årgange havde ridset deres egne initialer eller deres yndlingsbands navne, og så skiftevis ned på den lasede sangbog, som mange skolebørnehænder havde slidt igennem tiderne og op på min klasselærer, mens min lille stemme forsøgte at følge hendes modne, sikre gennem tonerækkerne. Det var ikke alt af sangene jeg forstod, men ordene skabte billeder i mit hoved af tunge rug- og havreakser, af lærken der sang over markerne og af stjerneblink og måneskin over sovende børn, og sangene fik mig til at føle, at jeg var en del af noget, der var ældgammelt og højtideligt og vigtigt. Jeg er stadig vild med det landskab, sangene maler for mit indre blik og kan til stadighed irriteres over, at DF har bemægtiget sig selvsamme landskab til deres valgvideoer og plakater.

Jeg kendte ikke “Kornmodsglansen ved midnatstid”, men det ville jeg ønske, at jeg havde gjort. Sangen er skrevet som en serenade, og den handler netop om stjerneskudsnætterne i augustnætterne, hvor mørket netop er begyndt at blive mørke og kornet er blevet modent, tungt og gult. Især det sidste vers er jeg helt vild med. Jørgen Ege har sørget for at man både kan læse teksten og høre melodien og læse teksten, men jeg gengiver også lige teksten her, fordi den er så smuk:

Kornmodsglansen ved midnatstid
lysner bag fjerne skove.
Skøn jomfru, du træde til vinduet hid,
nu er det ej tid at sove!
Se ud, se ud!
Thi natten funkler med stjerneskud.

Gemmer du ønsker dybt i din sjæl,
så lad dem mod himlen hæves.
Når stjernerne falde, da ved du vel,
ønsker man ikke forgæves.
Se ud, se ud!
Thi natten funkler med stjerneskud.

Ønsk ikke tilbage til den tid, der for hen,
og sommerens falmende blommer.
Ønsk kun, at de rødeste roser igen
må blomstre næste skærsommer.
Se ud, se ud!
Thi natten funkler med stjerneskud.

Månedens bog – August – Mimmi 1.a

Denne er ugen hvor hele landets unger har første skoledag, og jeg vil markere begivenheden ved at komme med en lille anbefaling af en børnebog, som er helt perfekt til højtlæsning, hvis man har et barn, der er ved at starte i skole.

Det drejer sig om Mimmi 1.a af svenske Viveca Sundvall, som faktisk er forgængeren til den Mimmi-bog, jeg anmeldte her på bloggen i sidste måned. Mimmi 1.a foregår omtrent et år forud for begivenhederne i Roberta Karlsson og Kongen; den begynder i august måned, da Mimmi er seks år gammel og netop skal til at starte i første klasse. Heldigvis har Mimmi allerede lært at skrive, og hun har endda fundet en gammel, men næsten intakt skrivemaskine (kun bogstavet Z mangler) i en container, så hun har rig mulighed for at fortælle os om sine oplevelser i skolen.

Og det er ikke så lidt, Mimmi oplever. Ud over at skulle bearbejde sine egne indtryk fra skolen, skal Mimmi også forholde sig til ni-årige Roberta, som lige er flyttet ind i Mimmis gade, og som elsker at skræmme Mimmi med løgnehistorier. F.eks. om Mimmis kommende klasselærer, Rakel Karlsson:

“Stakkels Mimmi,” siger [Roberta]. “Tænk, at du skal begynde i første. Det er dit uheld, for du får Rakel Karlsson til frøken, og hun har ingen hæl. Og så er hun så streng, at du ikke engang må dreje hovedet så meget.”
Og så drejer Roberta sit hoved så lidt, at det næsten ikke kan ses.
“Hvad gør Rakel Karlsson, hvis man drejer hovedet?” spørger jeg.
“Det skulle du bare vide,” siger Roberta og spærrer sine grønne øjne op.

Allermest indtryk gør dog Robertas skrækhistorier om skolens pedel (han binder dem, han ikke kan lide, fast nede i kælderen, han laver sin skilning med en kniv osv.) på Mimmi. Og i romanen, som følger Mimmis gøren og laden gennem de første syv måneder af hendes første skoleår, er pedellen det sammenkædende element. Selv om Mimmi er bange for ham, kan hun nemlig heller ikke lade være med at være lidt fascineret af den lille, arrige mand. For hvad nu hvis han bare er enormt ensom og har brug for en ven?

Ligesom Roberta Karlsson og Kongen er Mimmi 1.a meget velskrevet og subtilt morsom nok til, at den også er sjov for den voksne højtlæser at tygge sig igennem. Og selvom bogen har 27 år på bagen og det svenske skolesystem på enkelte punkter adskiller sig lidt fra det danske (f.eks. har svenskerne åbenbart været et par årtier forud for os danskere, når det kommer til skolemadsordninger), så fungerer den stadig rimeligt godt som en introduktion til, hvad det vil sige at begynde i skole, samtidig med at den skaber et fint og poetisk portræt af et seks-årigt barn og hendes verden. 

Tegningerne er af Eva Eriksson (som sædvanligt med en sjov og klædeligt usentimental streg), den danske oversættelse er af Franz Berliner og bogen kan lånes på dit lokale bibliotek. God fornøjelse – og god skolestart!

Sommer-børnefjernsyn: Ingermarie og Adam (1982)

I juli måned griber jeg som regel altid mig selv i, på et eller andet tidspunkt, at savne et gammelt DR børneprogram fra 1982, nemlig dukkeserien Ingermarie og Adam. Serien genudsendes meget sjældent (så vidt jeg husker er den kun blevet genudsendt i 1989 og 1994) og er ikke udkommet på dvd, og det er synd og skam, for det er i mine øjne en af 1980′ernes bedste børne-tv-serier og havde kultstatus for mig og min storebror, da vi var små.

Ingermarie og Adam handler om alene-moren Ingermarie (spillet af Maria Stenz) og hendes børnehavebarn, Adam (Bob Goldenbaum). Som serien skrider frem bliver Ingermarie mere og mere seriøs med kæresten Aage (Lasse Lunderskov), og et stykke inde i serien tager Ingermarie, Adam og Adams venner Ursula (Maria Stenz) og tvillingerne Ibber og Agge (begge spillet af Hanne Willumsen) på sommerferie sammen med Aage i Aages mini-bus. Det bliver til en tur rundt i sommerlandet Danmark, lige fra Vesterhavets strand til Bornholms klipper.

Titlen er egentlig lidt misvisende, for der er lige så meget fokus på Adams venner og på Aage som på seriens mor og søn. Især Ibber og Agge kom til at stjæle opmærksomheden i serien og er typisk de figurer, gamle seere husker, måske især pga. deres særprægede navne. Og selvom serien vel nok ikke er den mest action-packede, der findes, så er den drønhamrende charmerende og meget vellykket i sin skildring af typiske familie- og sommerferie-problemer. Som da Agge er utrøstelig på sommerferiens første etape, fordi hun har hjemve. Eller når Adam er køresyg i bilen og derfor ikke kan tåle, at nogen taler om chokoladefrøer (som i stedet benævnes “tra-la-la-la-frøer” resten af turen). Eller når Aage nægter at lade Agge tage sine smukke strandsten med sig som souvenirs fra Vesterhavet, fordi han er vrissen over, at han har forlagt en hundrederkrone-seddel. Eller når Agge bliver glemt på Bornholm under en gang gemmeleg, og hun og Ingermarie kun lige akkurat når med på færgen over Østersøen.

Dertil kommer, at sproget i serien er befriende blottet for den pusse-nussethed og selvcensur, som sniger sig ind i meget af nutidens børnekultur. Agges strandsten kalder Aage brutalt for “alt Agges lort!”, den køresyge Adam brækker sig med fynd og klem for åben skærm og under et skænderi kalder Agge Ursula for “fede dulle!”. Sproget er med andre ord tro mod det, man hører i de fleste familier bag hjemmets fire vægge, og derfor netop interessant, morsomt og stemningsskabende i skildringen af voksne og børn på ferie sammen.

Og så er det værd at bemærke, at denne 80′er-serie udfordrer kerne-familie-strukturen på en måde, som man godt kunne lære noget af i dag: Familien i Inger-Marie og Adam består ikke af far, mor og børn, men af mor, barn, mors kæreste og barnets mærkelige venner. Det er helt Little Miss Sunshinesk at se den brogede dukke-skare køre afsted i mini-bussen.  

Dukkerne er lavet af Hanne Willumsen, som også er kvinden bag dukkerne fra Kaj og Andrea, Fredagsbio og Stine, Anders og Jeannette, og de er udtryksfulde og bliver bragt til live af skuespillerne, som giver sig selv 100%, når de lægger stemme til og bevæger de håndholdte dukker omkring.

Og hvad er så min pointe med dette indlæg? Hvorfor skrive et indlæg om en tv-serie, som man ikke engang kan komme til at se nogle steder? Tja, jeg ved ikke. Måske for at gøre noget for, at den glimrende serie ikke helt skal forsvinde ud i glemslen. Måske som en lille indirekte bøn til DR om at udgive serien på DVD (jeg lover at jeg nok skal købe den, DR! Både til mig selv og alle, jeg kender!). I hvert fald synes jeg, at Ingermarie og Adam har fortjent et par ord med på vejen.

Og så kan man forresten se et lille (desværre ret intetsigende) klip fra Ingermarie og Adam på DRs Bonanza-side, her.

Her kan man melde sig ind i en facebook-gruppe til ære for serien. (Meld Dem straks ind, kære læser!)

Og her kan læses et lille interview med Hanne Willumsen, hvor hun også fortæller lidt om tilblivelsen af Ingermarie og Adam.

Månedens bog – juli – Roberta Karlsson og Kongen

Hvis du står og mangler en god bog til dit barn, som lige har fået sommerferie, så kan jeg varmt anbefale Viveca Sundvalls glimrende Roberta Karlsson og Kongen. Ikke alene er det en meget velskrevet bog, den handler også netop om det at få sommerferie-fri fra skolen og at holde sommerferien.

Bogen indgår i Sundvalls bogserie om pigen Mimmi fra Göteborg og er nummer tre i rækken. Den kan godt læses uafhængigt af de andre bøger – men læs endelig også de andre! De er nemlig gode alle sammen.

I Roberta Karlsson og Kongen får syv-årige Mimmi sommerferie efter sit første skoleår, og så går turen til Norrland, hvor Mimmi og hendes forældre skal på sommerferie hos Mimmis moster Anna, Annas kæreste Albin og deres lille pige Petronella. Det betyder, at Mimmi skal være adskilt i en tid fra sin bedste veninde, den lidt ældre og meget dominerende Roberta, og det er Mimmi ikke meget for, for i Mimmis øjne er Roberta noget af det sejeste og sjoveste, der findes – og så kender hun vist nok selveste den svenske konge! Lige da Mimmi ankommer til Norrland er hun derfor lidt betænkelig og frygter at blive ensom. Petronella, som Mimmi havde tænkt sig at lege med, viser sig oven i købet at være en lille nyfødt baby, som ikke kan meget andet end at ligge og græde. Og det eneste barn i området på Mimmis egen alder er en dreng…

Men snart opdager Mimmi, at drenge måske ikke er så tossede endda. Drengen hedder Lasse, og han og Mimmi bliver venner, tager på eventyr i Norrland, laver en hemmelig klub med eget klubhus og klub-avis. Faktisk har de så travlt, at Mimmi næsten glemmer alt om Roberta.

De bedste børnebogsforfattere er dem, der formår at huske, hvordan det er at være barn, og det er noget, Viveca Sundvall mestrer. Sundvall lader Mimmi være jeg-fortæller i bogen (som er konstrueret som en dagbog, Mimmi skriver i), og hendes indlevelse i den syv-årige piges tanker og oplevelser er at finde gennem hele bogen. Enhver, der kan huske sin barndom véd, at sommerferie var noget helt andet dengang, end den bliver, når barneårene er overstået. Sommerferie handler ikke bare om en kærkommen pause midt i hverdagens trummerum; for et skolebarn som Mimmi markerer sommerferien noget så vigtigt og identitetsskabende som overgangen fra ét klassetrin til det næste, og Mimmi har travlt med at få det maksimale ud af sommerferien, så hun kan blive klar til at være elev i 2. klasse, i stedet for at være en “første-rolling”, som hun kalder det, fuld af foragt. Mimmi tager altså sommerferien alvorligt, og Sundvall er fænomenalt god til at indfange denne højtidelige tilgang til sommerferien hos det syv-årige barn. Som f.eks. når Mimmi ruller med øjnene over sin mor, der insisterer på at tilbringe hele sin sommerferie i hængekøjen med en bog. Eller når Mimmi forarges over, at hendes mor har bestilt tid hos skoletandlægen dagen efter skoleafslutningen, sådan at Mimmi tvinges til at sætte sine ben på skolen midt i sommerferien! Eller Mimmis stille raseri, da en velmenende købmand tror, at Mimmi endnu ikke er startet i første klasse.

Der sker ikke det store i Roberta Karlsson og Kongen, og det betyder også, at det nok ikke er en bog for et barn, der er til adrenalinpumpede action-børnebøger. Viveca Sundvall falder nemlig ikke for fristelsen til at lave et eller andet overordnet plot, hvor Mimmi og Lasse kommer på sporet af en smuglerbande eller lignende, som man ellers ser det i mange børnebøger. Men i stedet bliver der plads til beskrivelsen af Mimmis overgang mellem 1. og 2. klasse, lykkestunderne med Lasse og de konflikter, børnene også uvægerligt kommer i. Både i forhold til hinanden og i forholdet til de voksne – som Sundvall i øvrigt beskriver subtilt satirisk gennem barnets blik. Beskrivelsen af Mimmis far, der martyr-agtigt fortier sin egen fødselsdag og af den uforbederlige sofavælger onkel Albin, som synes alting er “noget lort”, er lige på kornet, så der er nok at more sig over for både barne- og voksenlæseren, der sætter pris på god persontegning og en low-key historie.

Bogen er, ligesom de øvrige bøger i Mimmi-serien, fermt illustreret af Eva Eriksson, som mange vil kende som illustratoren bag bøgerne om Den vilde unge. Hun tegner enkelt og usentimentalt: Mimmi og Lasse er et par søde, men ikke tuttenuttede eller billedskønne børn, og Eriksson har sans for at udvælge sjove, skæve og poetiske detaljer i bogens tekst og tegner f.eks. situationen, da Mimmi og Lasse mødes for første gang og giver sig til at tælle deres myggestik under et bord, mens deres voksne fester i sommernatten oven over dem.

Endelig er bøgerne fint oversat fra svensk af Franz Berliner og kan findes på de fleste biblioteker. Varme sommeranbefalinger herfra!

Velkommen til Filifjonken!

Når min helt igennem sunde, raske og rørige kæreste tænker tilbage på sin barndom, husker han mest fodboldbaner, hvor han rendte og spillede med sine kammerater og marker, som han smøg sig rundt i og legede krig. Sådan er det slet ikke for mig. Fodboldbaner husker jeg først og fremmest som steder jeg blev gænnet ud på, meget imod min vilje, når jeg hellere ville sidde inden for og læse i en bog eller se Fredagsbio. Marker husker jeg mest som noget, der mindede mig om de folkehøjskolesange, jeg elskede at synge.

Med andre ord har jeg lige fra starten været en 1. klasses nørd og en kulturforbruger af rang. Og jeg har længe tænkt, at det måtte jeg da kunne udnytte til et eller andet. Jeg har derfor oprettet denne blog, hvor jeg har tænkt mig at anmelde og skrive indlæg om nogle af de bøger, film og tv-programmer, som jeg havde særligt meget fornøjelse af som barn i 1980′erne og start-halvfemserne. Måske er der læsere derude, der nostalgisk vil nikke genkendende til noget af det, jeg skriver om. Og endnu bedre: Måske er der nogen, der finder inspiration her til, hvilke kulturprodukter, de kan præsentere deres egne små poder for.