I juli måned griber jeg som regel altid mig selv i, på et eller andet tidspunkt, at savne et gammelt DR børneprogram fra 1982, nemlig dukkeserien Ingermarie og Adam. Serien genudsendes meget sjældent (så vidt jeg husker er den kun blevet genudsendt i 1989 og 1994) og er ikke udkommet på dvd, og det er synd og skam, for det er i mine øjne en af 1980′ernes bedste børne-tv-serier og havde kultstatus for mig og min storebror, da vi var små.
Ingermarie og Adam handler om alene-moren Ingermarie (spillet af Maria Stenz) og hendes børnehavebarn, Adam (Bob Goldenbaum). Som serien skrider frem bliver Ingermarie mere og mere seriøs med kæresten Aage (Lasse Lunderskov), og et stykke inde i serien tager Ingermarie, Adam og Adams venner Ursula (Maria Stenz) og tvillingerne Ibber og Agge (begge spillet af Hanne Willumsen) på sommerferie sammen med Aage i Aages mini-bus. Det bliver til en tur rundt i sommerlandet Danmark, lige fra Vesterhavets strand til Bornholms klipper.
Titlen er egentlig lidt misvisende, for der er lige så meget fokus på Adams venner og på Aage som på seriens mor og søn. Især Ibber og Agge kom til at stjæle opmærksomheden i serien og er typisk de figurer, gamle seere husker, måske især pga. deres særprægede navne. Og selvom serien vel nok ikke er den mest action-packede, der findes, så er den drønhamrende charmerende og meget vellykket i sin skildring af typiske familie- og sommerferie-problemer. Som da Agge er utrøstelig på sommerferiens første etape, fordi hun har hjemve. Eller når Adam er køresyg i bilen og derfor ikke kan tåle, at nogen taler om chokoladefrøer (som i stedet benævnes “tra-la-la-la-frøer” resten af turen). Eller når Aage nægter at lade Agge tage sine smukke strandsten med sig som souvenirs fra Vesterhavet, fordi han er vrissen over, at han har forlagt en hundrederkrone-seddel. Eller når Agge bliver glemt på Bornholm under en gang gemmeleg, og hun og Ingermarie kun lige akkurat når med på færgen over Østersøen.
Dertil kommer, at sproget i serien er befriende blottet for den pusse-nussethed og selvcensur, som sniger sig ind i meget af nutidens børnekultur. Agges strandsten kalder Aage brutalt for “alt Agges lort!”, den køresyge Adam brækker sig med fynd og klem for åben skærm og under et skænderi kalder Agge Ursula for “fede dulle!”. Sproget er med andre ord tro mod det, man hører i de fleste familier bag hjemmets fire vægge, og derfor netop interessant, morsomt og stemningsskabende i skildringen af voksne og børn på ferie sammen.
Og så er det værd at bemærke, at denne 80′er-serie udfordrer kerne-familie-strukturen på en måde, som man godt kunne lære noget af i dag: Familien i Inger-Marie og Adam består ikke af far, mor og børn, men af mor, barn, mors kæreste og barnets mærkelige venner. Det er helt Little Miss Sunshinesk at se den brogede dukke-skare køre afsted i mini-bussen.
Dukkerne er lavet af Hanne Willumsen, som også er kvinden bag dukkerne fra Kaj og Andrea, Fredagsbio og Stine, Anders og Jeannette, og de er udtryksfulde og bliver bragt til live af skuespillerne, som giver sig selv 100%, når de lægger stemme til og bevæger de håndholdte dukker omkring.
Og hvad er så min pointe med dette indlæg? Hvorfor skrive et indlæg om en tv-serie, som man ikke engang kan komme til at se nogle steder? Tja, jeg ved ikke. Måske for at gøre noget for, at den glimrende serie ikke helt skal forsvinde ud i glemslen. Måske som en lille indirekte bøn til DR om at udgive serien på DVD (jeg lover at jeg nok skal købe den, DR! Både til mig selv og alle, jeg kender!). I hvert fald synes jeg, at Ingermarie og Adam har fortjent et par ord med på vejen.
Og så kan man forresten se et lille (desværre ret intetsigende) klip fra Ingermarie og Adam på DRs Bonanza-side, her.
Her kan man melde sig ind i en facebook-gruppe til ære for serien. (Meld Dem straks ind, kære læser!)
Og her kan læses et lille interview med Hanne Willumsen, hvor hun også fortæller lidt om tilblivelsen af Ingermarie og Adam.
9. oktober 2009 kl. 19:21 |
Klippet som DR har lagt ud på Bonanza – sølle 1m 32sek – er ren og skær tv-nostalgi. DR har stadig ingen planer om en dvd-udgivelse.
Min datter var på et tidspunkt kommet hjem med en køleskabsmagnet hun havde lavet i børnehaven af noget sjovt hærdet ler i forskellige farver. Det inspirerede mig til at lave en “Agge” figur for sjov. Da den gik hen og blev forholdsvis vellykket, så fortsatte jeg, og nu har jeg netop færdiggjort den sidste af de 6 figurer fra serien! Jeg har tilføjet nogle funktioner til dem, som f.eks. blyantspidser, stumtjener til viskelæder osv.
De udstilles alle sammen i “HobbyButikken”, Holmbladsgade 6, 2300 København S. Foreløbigt i efterårsferien (12. – 18. oktober 2009).